”Over 93.000 borgere i yderkommunerne har nu ikke deres egen faste læge” ifølge Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Sådan lød det for nylig i en DR-nyhedsudsendelse. På Nordic Medicares lægeklinikker har vi fastansatte familielæger og konsultationssygeplejersker, og vores familielæger gennemfører omkring 254.000 konsultationer årligt.
Vi har stor forståelse for, at nogle patienter ønsker at have den samme familielæge eller konsultationssygeplejerske uanset sygdomsforløb, mens det for andre patienter er vigtigst at komme hurtigt til eller at få konsultation med en af vores speciallæger eller sygeplejersker. Vi gør meget for at opfylde patienternes ønsker, og vi vil gerne gøre endnu mere i forhold til at respektere mange patienters ønske om at møde det, man kalder ”egen læge”. Vi er dog underlagt politiske rammevilkår, der betyder, at vi driver vores lægeklinikker i typisk 1-4 år, før de igen skal i udbud. I Nordic Medicare arbejder vi for at få længere udbudsperioder, så vi kan tilbyde vores patienter den samme familielæge gennem en længere årrække.
Vi vil i Nordic Medicare gerne være den aktør, der sikrer, at man også i byerne lidt længere væk fra centrum af København kan møde familielægen, der for mange er lige så stærkt et brand som julemanden eller Superman. Problemet med både julemanden og Superman er, at de kun på mirakuløs vis kan nå at besøge alle skorstene og forhindre samtlige forbrydelser, fordi de har overnaturlige kræfter. I de kommende år får familielægen brug for hjælp, hvis ikke familielægen skal løbe tør for kræfter. Grunden til det er at, demografien i Danmark ændrer sig, samtidig med at politikerne har et ønske om at få flere patienter, og specielt kronikere, ud i almen praksis fra sygehusambulatorierne.
Vi vil gerne bevare familielægen i yderområderne, men vi vil ikke bevare familielægens arbejdsforhold, for så tror vi, at familielægen bliver slidt op. Vi tror på, at familielægen skal have flere muligheder, mere frihed, flere faglige sparringspartnere, langt mindre administration og dermed markant mere tid og overskud til at være læge. Vi har aldrig set familielægen som noget PLO havde monopol på, eller at familielægen skulle defineres af, hvorvidt de ejer egen praksis og al det administrative bøvl og de ulemper, der følger med rollen som overnaturlig superhelt, der egenhændigt klarer ærterne selv. Og noget tyder på, at vi har fat i noget, for vi ser ikke den lægemangel, som mange taler om. Faktisk oplever vi en markant øget tilgang af familielæger, som vil arbejde for Nordic Medicare.
Hos Nordic Medicare har vi etableret os i markedet, men ikke alene med det formål at sikre familielæger til alle borgere. Vores ambition har også hele tiden været at sætte nye standarder i et marked som i mange år har været et monopol. Vi er lykkes med vores mission om at skabe ekstraordinære rammer for patienterne blandt andet med bedre kvalitet i behandlingerne og med større tilgængelighed for vores patienter. Det kan for eksempel nævnes, at vi som den første aktør inden for almen praksis, og stadig den eneste aktør, har åben for henvendelser på telefonen fra kl. 8:00 – 18:00 alle hverdage og fra kl. 8:00 – 13:00 lørdage og søndage – hele året ude på samtlige af vores lægeklinikker. Ved at øge den telefoniske tilgængelighed har vi løftet kvaliteten gennem hurtigere svarafgivelse til borgerne samt hurtigere opnåelse af mere målrettet behandling, da håndtering af prøvesvar også finder sted inden for de udvidede åbningstider.
Alle vores klinikker er blevet akkrediteret og lever dermed op til det nationale niveau for kvalitet på de områder, der er omfattet af Den Danske Kvalitetsmodel. Ligeledes har vi gennemgået de risikobaserede tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi har nøje fulgt Styrelsen for Patientsikkerheds vejledning for afhængighedsskabende medicin, og dermed hjulpet mange patienter ud af behandling med stærkt vanedannende medicin, hvilket blandt andet har betydet, at flere regioner har sparet millioner i medicintilskud. Samtidig og ikke mindst har det øget folkesundheden og livskvaliteten for de berørte. Hos Nordic Medicare er vi stolte af vores klinikker, og vi ser os selv som en permanent løsning, der kan sikre lægedækningen ude i landet – vi vil endda gerne give familielægen endnu bedre rammer til at være familielæge. Men det vil kræve, at rammebetingelserne ændres, så en familielæge, der vælger at bosætte sig i Udkantsdanmark ikke skal rykke sig selv og familien op med rode, fordi udbudsklinikken ikke kan tilbyde lægen en langvarig kontrakt, før klinikken igen skal i udbud.
FAKTA:
Du kan læse mere om vores kvalitet her: https://www.nordicmedicare.dk/hoejere-kvalitet/
Du kan læse mere om vores service her: https://www.nordicmedicare.dk/bedre-service/
Udbudsklinikker trækker familielægen til yderområderne og løser lægemanglen.