Drenge risikerer at ryge ud af HPV-vaccinationsprogram: Rundringning til forældre har styrket tilslutningen

Unge drenge i alderen 14-15 år mister muligheden for gratis vaccination mod HPV-infektion, hvis de ikke får første stik inden 1. juli 2021. Desværre indikerer lav vaccinetilslutning, at mange forældre ikke er opmærksomme på denne deadline. Det kan i værste tilfælde koste liv. Nordic Medicare er derfor påbegyndt en rundringning til forældrene – og det har givet resultater.

Hele 62 procent af drenge i aldersgruppen 14-15 år er enten ikke påbegyndt eller har ikke fået det opfølgende stik mod HPV-infektion. Det viser tal fra Nordic Medicare, der driver en lang række lægeklinikker i hele Danmark. Derfor har Nordic Medicare sat ind for at sikre, at så mange unge drenge som muligt kommer med i det gratis vaccinationsprogram.

”HPV skal tages meget alvorligt, da det i værste tilfælde kan koste liv. Drenge med HPV-infektion kan nemlig smitte piger, og samtidig kan infektionen medføre forskellige kræftsygdomme hos drenge senere i livet. Derfor er vi i Nordic Medicare i fuld gang med at kontakte alle de unge drenges forældre for at gøre dem opmærksomme på fordelene ved HPV-vaccinationsprogrammet inden 1. juli”, udtaler Nordic Medicares lægefaglig direktør Jakob Johansen.

Den første 1. juli er den vigtige skilledato, da vaccinationen kræver to stik med 5-13 måneders mellemrum, og når vi runder første januar 2022, træder drenge, født i perioden 1. januar 2006 til 30. juni 2007, ud af det gratis vaccinationsprogram. Der er derfor også en stor økonomisk besparelse på 1.800 – 3.600 kr. for forældrene, såfremt drengene når at få deres første stik inden 1. juli. Hvis man er fyldt 15 år inden vaccinationerne påbegyndes, skal der hele 3 stik til indenfor ét år.

Nordic Medicare dækker områder med lav vaccinetilslutning

I Danmark er der store geografiske forskelle i vaccinetilslutningen. En opgørelse fra Sundhedsstyrelsen (2017) viser, at den generelle tilslutning til de største vacciner i børnevaccinationsprogrammet er højst i Midtjylland, på Fyn og til dels Østsjælland. Tilslutningen er derimod lavest i Københavns by, på Syd- og Vestsjælland samt dele af Nordjylland. Og det er netop i disse områder, hvor Nordic Medicare driver en stor del af deres lægeklinikker.

”Nordic Medicare driver lægeklinikker inden for almen praksis, der primært er lokaliseret i lægedækningstruede områder af Danmark, hvor tilslutningen til børnevaccinationsprogrammerne historisk har vist sig at være udfordret. Derfor føler vi et særligt ansvar for at oplyse forældrene om fordelene og mulighederne i HPV- vaccinationsprogrammet”, udtaler Jakob Johansen.

Jakob Johansen anslår, at over halvdelen af de forældre, som Nordic Medicare har været i kontakt med, indtil videre har booket tid til vaccination af deres drenge inden 1. juli.

”Indtil nu har vi kun oplevet positive tilkendegivelser, når vi taler med forældrene om fordelene ved HPV-vaccinationsprogrammet. Til trods for at især Kræftens Bekæmpelse har lavet et kæmpe stykke oplysningsarbejde, har mange forældre slet ikke været opmærksomme på muligheden for gratis vaccination af deres drenge og den vigtige deadline 1. juli. Den demografiske skævvridning vi ser, i vores lægeklinikker, er ligeledes noget vi gerne vil både undersøge nærmere og samtidigt bekæmpe”, udtaler Jakob Johansen.

Hvis man ikke er tilknyttet en af Nordic Medicares lægeklinikker og har en dreng i aldersgruppen 14-15 år, kan man altid kontakte sin læge for at tale om muligheden for HPV-vaccination.

 

Pressekontakt

Har du yderligere spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at kontakte: presse@nordicmedicare.eu

 

Fakta om HPV

HPV er en forkortelse for Humant Papillomavirus. Der findes over 100 forskellige typer HPV og nogle typer kan fremkalde kønsvorter (kondylomer), andre kan medføre celleforandringer på livmoderhalsen, der med tiden kan udvikle sig til livmoderhalskræft hos kvinder. HPV-infektion kan også give kræft i endetarmen, på penis og i mundhulen. De fleste typer HPV medfører dog ikke sygdom hos mennesker. HPV-vaccinationen er gratis for alle piger, inden de fylder 18 år.

Vaccinationen mod HPV har vist at være meget effektiv og forebygger op til 90 procent af tilfældene af livmoderhalskræft og tilsvarende for kønsvorter. Både mænd og kvinder kan være smittet med HPV, uden de får gener og uden at vide det og kan derved også smitte andre.

 

Statistik

  • Næsten halvdelen (45%) af kvinder, der får påvist livmoderhalskræft i Danmark er < 45 år.
  • Antal nye tilfælde pr. år (Gennemsnit for årene 2012-2016): 371 kvinder.
  • Antal personer som lever med diagnosen ved udgangen af 2016: 8.949 kvinder.
  • Overlevelsen ved livmoderhalskræft: efter 1 år; 88%. Efter 5 år; 70%.
  • Dødsfald pr. år (Gennemsnit fra årene 2012-2016): 103 kvinder.

https://www.cancer.dk/livmoderhalskraeft-collumcancer/statistik-livmoderhalskraeft/

 

Resultater fra Nordic Medicares undersøgelse

I 31 lægeklinikker fordelt på 27 forskellige matrikler i alle fem regioner af Danmark, blev der i alt identificeret 1.035 drenge tilhørende målgruppen ud af samlet ca. 70.000 patienter. Heraf var 57% påbegyndt HPV-vaccination med minimum første stik. 38% havde afsluttet vaccinations-programmet. 62% (685 drenge) var således ej påbegyndt eller havde ikke fået det opfølgende stik inden den proaktive opfølgende indsats blev iværksat.

 

Kilder

  1. Link til Børnevaccinationsprogrammets Årsrapport fra Sundhedsstyrelsen (2017): https://www.sst.dk/da/nyheder/2017/~/media/C18E03415F2044D1854DFD7761D1C7E8.ashx
  1. Sundhed.dk: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/gynaekologi/tilstande-og-sygdomme/svulster-og-dysplasi/livmoderhalskraeft/