Myte 6: Partnerskabsklinikken – gavner kun bankkontoen hos enkelte firmaer og læger

Tidligere har udbuds- og regionsklinikker mødt kritik fra PLO, grundet deres samfundsmæssige udgifter. Blandt andet udtaler daværende PLO-næstformand, Niels Ulrich Holm i en artikel, at:

PLO-næstformand, Mireille Lacroix, har været medejer af sin lægepraksis siden 2019, hvor hun primært er at træffe én dag ugentligt jf. Myte 3. Hun pointerer ligeledes, i et debatindlæg hos Jyllands-Posten, at:

I partnerskabsklinikken arbejdes der under PLOs overenskomst, og den er derfor hverken dyrere eller billigere for det offentlige end PLO-klinikken.

PLO har således indtil nu foretrukket de lægeklinikker, som drives under PLOs overenskomst, sammenlignet med regions- og udbudsklinikker. Denne favorisering ophørte dog ultimo 2020, da PLOs ledelse begyndte at omtale partnerskabsklinikken som en permanent konkurrent. PLOs nytiltrådte formand, Jørgen Skadborg, udtalte i Ugeskrift for Læger den 11. januar 2021 omkring partnerskabsklinikkerne:

PLOs egne tal fra 2019 viser at udgiften pr. patient er 57 procent højere i regionsklinikker og 12 procent højere i udbudsklinikker end i lægeklinikker, der drives efter overenskomsten med PLO (PLO- og partnerskabsklinikker). Partnerskabsklinikken er, ifølge PLOs egne data, med til at give det danske samfund en omkostningsreducering, men dette lader ikke længere til at være det essentielle omdrejningspunkt for PLO. Nu synes konkurrencesituationen at være mere bekymrende for PLO end hensynet til, at samfundet opnår en økonomisk besparelse. Konkurrencen i markedet, der blandt andet bedømmes af politikere og patienter på 1) kvalitet, 2) service og 3) pris (fastlagt honorar mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og PLO), synes nu at være så udfordrende for PLOs forsøg på reetablering af et markedsmonopol at deres sidste udvej er, at påvirke politikerne til en lovændring af Sundhedsloven med henblik på at eliminere partnerskabsklinikken jf. Myte 7.

At få lukket hullet for partnerskabsklinikken, fordi den kun gavner bankkontoen, er en ny påstand, som vi har svært ved at finde mening i. Eftersom partnerskabsklinikken arbejder under PLOs overenskomst, og dermed benytter sig af tilsvarende ydelseshonorering, som i en PLO-klinik, koster partnerskabsklinikken derfor hverken mere eller mindre for samfundet. I forhold til, hvad der “gavner bankkontoen”, er det vigtigt at understrege, at familielægens månedlige indkomst er afhængig af om vedkommende er selvstændig erhvervsdrivende i en PLO-klinik eller fastansat familielæge i en partnerskabsklinik. PLO-lægen, der er selvstændig erhvervsdrivende, er provisionslønnet og indkomsten påvirkes således direkte af, hvor mange ydelser vedkommende fakturerer regionen. Familielægen i en Nordic Medicare drevet partnerskabsklinik er fast månedslønnet og har derfor intet økonomisk incitament i behandlingsrelationen.

Lykkes det PLO, at få “lukket hullet” og få fjernet partnerskabsklinikken ved lov, vil det få konsekvenser for samfundets økonomi og patientens adgang til egen familielæge, eftersom rekrutteringen af familielæger igen vil blive problematisk. Flere områder af Danmark skal igen dækkes af midlertidige regions- og udbudskliniker, hvilke, i følge PLOs egne data, er dokumenteret dyrere end partnerskabs- og PLO-klinikker, der som nævnt drives under samme overenskomst.

Det er vigtigt at huske på, at hverken patienter eller familielæger efterspørger midlertidige løsninger – de har behov for permanente lægeklinikker indenfor almen praksis og netop det sikrer partnerskabsklinikken dem.