Nu får patienterne hurtigere adgang til prøvesvar og journalnotater
Fra den 12. september 2017 kan patienter se prøvesvar og journalnotater i Sundhedsjournalen efter bare 0-1 døgn imod 3-5 døgn i dag.
Den kunstige forsinkelse på 3-5 dage på borgernes mulighed for at læse prøvesvar og journalnotater i Sundhedsjournalen på Sundhed.dk forsvinder fra tirsdag den 12. september 2017.
I dag har læger, sygeplejersker og andre behandlere et forspring på 3-5 dage, inden oplysningerne er tilgængelige for patienterne i Sundhedsjournalen. Men nu bliver den kunstige forsinkelse på borgernes adgang til oplysningerne ophævet.
Det betyder, at patienter kan læse nye prøvesvar og journalnotater inden for bare 0-1 døgn. Årsagen til, at der fortsat kan være en forsinkelse på op til et døgn er, at Sundhedsjournalen “kun” bliver opdateret med oplysninger fra EPJ en gang i døgnet.
På patientens præmisser
Beslutningen om at fjerne forsinkelsen for borgernes adgang til prøvesvar og journalnotater er truffet af bestyrelsen for Danske Regioner.
Beslutningen er i tråd med ønsket om et sundhedsvæsen på patientens præmisser, hvor patienterne skal have mulighed for at involvere sig og deltage aktivt i deres eget behandlingsforløb.
Flere datoer i spil
I juni blev der meldt en tidligere dato ud for ophævelsen af den kunstige forsinkelse på borgernes adgang til prøvesvar og journalnotater. Dengang lød det, at ophævelsen ville ske den 13. juni 2017.
Danske Regioner valgte imidlertid at udskyde ophævelsen af forsinkelsen til efter sommerferien, fordi Lægeforeningen ønskede en drøftelse af beslutningen. Denne drøftelse har nu fundet sted og meldingen fra Danske Regioner er, at ophævelsen af den kunstige forsinkelse sker den 12. september 2017.